Jobopslag - Programansvarlig - Rekruttering af værtsfamilier til udvekslingsstudenter

YFU-Danmark søger Programansvarlig - Rekruttering af værtsfamilier til udvekslingsstudenter

Barselsvikariat ca. 14-15 måneder fra midt/slut juni 2024

Arbejdssted: Nivå eller Tommerup St. hjemmearbejde kan forekomme

Stillingen som programansvarlig er en Fuldtidsstilling


Vil du være med til at skabe rammerne for det tværkulturelle møde mellem udenlandske unge og danske familier? 

Hos udvekslingsorganisationen YFU Danmark søger vi netop nu en programansvarlig, der kan facilitere mødet mellem danske værtsfamilier og unge mennesker fra store dele af verden, og bidrage til skabe unikke oplevelser og livsvarige minder.

Danmark er en populær destination og den danske kultur fascinerer mange udenlandske unge. Derfor vælger unge mennesker i 15-18-års alderen hvert år at komme til Danmark for at bo i danske værtsfamilier og gå på danske gymnasier eller grundskoler. Målet er, at de unge mennesker bliver integreret i en almindelig dansk hverdag og får en indgående forståelse for dansk kultur. For de unge mennesker (og for deres forældre) er udvekslingsåret både den vildeste oplevelse og den største udfordring i deres unge liv, og det kræver stort mod at turde rejse ud på den måde. Derfor er det vigtigt, at de matches med gode og gæstfrie danske værtsfamilier, der har lyst til og mod på at åbne deres hjem og hverdag for et ungt menneske fra en anden kultur. Det er her du som programansvarlig kommer i spil.

For værtsfamilierne er det at åbne hjemmet for en udvekslingsstudent tilsvarende en kæmpe oplevelse, der giver nye, nære relationer, fokus på og indsigt i egen familie og traditioner, samt en glæde og stolthed over at være med til at vise Danmark frem på bedste vis.

Stillingen som programansvarlig

Som programansvarlig er du – med støtte fra sekretariatskollegerne og foreningens engagerede frivillige – ansvarlig for hele processen fra vi modtager ansøgninger fra de unge mennesker og indtil de rejser hjem og udvekslingen evalueres. Arbejdet består primært i at rekruttere og fastholde værtsfamilierne; dvs. du får ansvar for at planlægge og udføre de kampagner, der skal sikre, at alle udvekslingsstudenter har en passende værtsfamilie, når de kommer til Danmark, samt eventuelt senere, hvis der bliver behov for at skifte værtsfamilie undervejs i året.

Du skal have flair for – og gerne professionel erfaring med – at skabe gode, troværdige og tillidsfulde relationer til forældre. Vi forestiller os, at du har en vis modenhed og livserfaring, og er vant til at tale med andre voksne i øjenhøjde, f.eks. som lærer, pædagog, foreningsleder, sælger eller lignende.

Du vil komme til at arbejde tæt sammen med et team af dygtige og erfarne frivillige kontaktpersoner, hvis rolle er at støtte op om familien og studenten under opholdet.

Derudover får du brug for din empati og sans for at bygge gode netværk, for værtsfamilier rekrutteres bedst ved at opdyrke relationer – både til værtsfamilierne, til vores aktive frivillige og til tidligere udvekslingsstudenter og værtsfamilier. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at bygge netværk eller andre former for relations-baseret markedsføring.
Da vi er en del af et stort internationalt netværk, er gode engelskkundskaber en klar fordel, og du skal have mod på at samarbejde med både unge og ældre frivillige. Det er vigtigt, at du er en initiativrig selvstarter og tager ansvar for, at vi når i mål med rekrutteringskampagnerne inden den givne tidsfrist.

Kort om YFU

YFU er en verdensomspændende organisation, der i mere end 70 år har skabt rammerne for udfordrende, lærerige og spændende udvekslingsophold for unge mennesker. Vi arbejder med modige 15-18-årige, der rejser ud på det, der for langt de flestes vedkommende er den største udfordring i deres liv.

Samtidig arbejder vi med ekstremt gæstfrie værtsfamilier, der, uden kompensation, åbner deres hjem og hverdag for et ungt menneske gennem et helt år.

Sidst men ikke mindst arbejder vi med en stor gruppe dedikerede frivillige, der brænder for udvekslingstanken og for at give deres oplevelser videre til andre.

Arbejdstiden

Arbejdstiden vil være fleksibel, da der vil forekomme både aftenmøder og weekend-arrangementer. Arbejdsstedet vil være på et af vores kontorer, enten i Nivå i Nordsjælland eller i Tommerup St. på Fyn. Der er gode muligheder for hjemmearbejde.

Ansøgning
Ansøgning, CV og eventuelt øvrige dokumenter sendes til job@yfu.dk

Ansøgningsfrist: 22. maj 2024, Tiltrædelse i midt/slut juni.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores sekretariatsleder, Mads-Erik Schiønnemann, mes@yfu.dk, 71990227 eller vores nuværende programansvarlige, Mia Andersen, mba@yfu.dk, 71990280.

Vi glæder os til at høre fra dig!
De bedste hilsner,

YFU Danmark